Bortset fra Danmark har samtlige lande under EU en offentlig navlesnorsstamcellebank. Bankerne, der tilsammen råder over 190.000 navlesnorsstamcelleportioner, er vidt forskelligt organiseret og drives på basis af støtte fra fonde, institutioner eller offentlige midler. En del af disse stamcellebanker har imidlertid finansielle problemer, da det er en langvarig , kompliceret og dyr proces at starte med at opsamle , samt  efterfølgende opstår der mange uforudsete udgifter til driften af de prøver man har opsamlet . Som følge af det er et stadig stigende behov for at øge antallet af opbevarede navlesnorsstamcelleportioner.  Jo flere navlesnorsstamcelleportioner, man opbevarer, jo større chance er der for at finde et vævsforligeligt match til en patient, der har behov for stamceller til en transplantation. Det betyder dog også, at den relative andel af stamcellerportionerne der så frigives til transplantation falder, hvilket gør det bekosteligt for de offentlige navlesnorsstamcellerbanker at øge antallet af opbevarede navlesnorsstamcelleportioner. Udviklingen har betydet, at mange offentlige stamcellebanker kører med driftsunderskud og har behov for kontinuerlig støtte fra staten. Det gælder imidlertid kun de offentlige stamcellebanker, som drives i isoleret offentligt regi.

Flere lande i Europa har udviklet forskellige typer af samarbejdsmodeller med private stamcellebanker. Man samarbejder fx med private virksomheder om selve opsamlingen af navlesnorsstamcellerne, laboratoriebehandlingen og opbevaringen, og man har – fx i Tyskland - har udviklet en model, så forældre, der opbevarer navlesnorsstamceller til eget brug kan donere eller sælge en del af den opbevarede portion til offentlig anvendelse. Dette produkt kaldes ’Solidaritetesproduktet’

Erfaringerne med sådanne samarbejder er positive, og de offentlige stamcellebanker, som drives efter en sådan model har en langt bedre driftsøkonomi og rentabilitet end de offentlige stamcellebanker, som drives i 100 % selvstændigt regi.

April 2012

Læs mere her (PDF)